INDTAGE NYE MARKEDER

Apparater til laserbehandling af hudlidelser og skønhedsfejl


Ellipse udvikler og sælger apparater til laserbehandling af hudlidelser. Apparaterne bliver bl.a. brugt på hospitaler, hos hudlæger og på skønhedsklinikker til at fjerne fx modermærker, rynker, akne og uønsket hår. Med et Vækstlån blev døren åbnet til markedet i Brasilien.

Siden 1997 har førende dermatologer og professionelle skønhedsklinikker benyttet Ellipses laser- og IPL-systemer. Ellipse sælger til lokale distributører i store dele af verden, der sælger produkterne videre. Adm. direktør Jacob Kildegaard Larsen fortæller, at apparaterne er kendt for deres gode kvalitet, høje sikkerhedsniveau og tydelige resultater ved fx permanent fjernelse af rynker, leverpletter, akne og hår.

"Vi gør meget ud af kvalitet, design og god ergonomi for de behandlere, der skal arbejde med vores apparater. Det skal ikke kun være på grund af vores gode resultater, de vælger vores produkter. Men også, fordi vores apparater er de bedste at arbejde med," fortæller han.

Skarp konkurrence

Ellipse opererer i en konjunkturfølsom industri og blev hårdt ramt af finanskrisen. I 2010 vendte virksomheden den negative udvikling og kom ud på den anden side med en mere fokuseret strategi.

"Vi er en lille spiller i markedet. Vores konkurrenter er 10-20 gange større end os. Der er hård konkurrence. Derfor har vi udviklet nogle nye forretningsmodeller, der gør det endnu mere attraktivt og fleksibelt for vores distributører at sælge vores produkter og for deres kunder at købe dem," siger Jacob Kildegaard Larsen.

Behov for økonomisk råderum

Med Ellipses fremgang og den økonomiske vækst i BRIK-landene opstod der en mulighed for at indtage markedet i Brasilien. Men virksomhedens økonomiske råderum var for snævert, til at det kunne lade sig gøre. Med et Vækstlån fik Ellipse sammensat en langsigtet finansieringsløsning, der gav dem mulighed for at ekspandere.

"Med den ekstra kapital i ryggen tør vi satse og gå ud og sælge vores produkter på nye markeder og skabe vækst. Brasilien ligger ligefor, og Mexico bliver nok det næste marked, vi tager hul på," siger Jacob Kildegaard Larsen og fortsætter:

"Vi har samtidig fået mulighed for at skrue gevaldigt op for investeringerne. Den næste generation af vores produkter er under udvikling. De bliver endnu bedre og endnu billigere. Det er nødvendigt, fordi vi opererer i et marked, der er under stærkt prispres."